Sankthansurt kender de fleste som en sukkulentagtig havestaude, der blomstrer med ofte mørkrosa blomster til langt ind i efteråret. Udover at være pæn, er sankthansurt også spiselig, og tilmed ret lækker i forårets salater. Du kan høste skuddene allerede i det ret tidlige forår og indtil du synes de bliver for grove, og derefter kan du høste af bladene, indtil de begynder at smage bittert kort tid før blomstringen. 

Både skud og blade har en skøn frisk smag, som harmonerer rigtig godt med det sprøde, sukkulente bid. Sankthansurt gør sig som sagt fortrinligt rå i salater, men fungerer også fint i tilberedte retter, særligt hvor tilberedningstiden er kort, så sprødheden bevares. 

Sankthansurt trives som andre sukkulenter og stenurter rigtig godt i en tør, sandet jord, men jeg har ikke indtryk af at den ikke også kan trives i en mere leret jord, da den virker ret medgørlig. Den vokser fra en rodklump, der skyder flere og flere skud for hvert år. For at få flere planter kan du enten grave hele roden op og dele den med en spade, eller du kan plukke blomsterne og sætte dem i vand. Oftest (men ikke altid) vil de ret hurtigt danne rødder, og du kan plante dem ud. Hvis du vil gøre det rigtig nemt for dig selv og det er sent nok på efteråret, hvor jorden er godt våd, kan du også bare stikke nogle blomsterstilke ned i jorden eller i en stor potte. Som regel vil nogle af dem tage fat, men det er en lidt mere usikker metode, så sæt lidt ekstra, så skal det nok gå.