flerårigegrøntsager.dk

Her på siden finder du beskrivelser af en række flerårige grøntsager, som både er nemme at dyrke i din have og vil give dig nogle spændende muligheder og smagsoplevelser i køkkenet, som du ikke finder i supermarkedet. Beskrivelserne er bygget op om mine egne erfaringer med dyrkning af de flerårige grøntsager i min kolonihave, som jeg overtog i starten af 2019. Undervejs har jeg selv savnet nogle grundige og let tilgængelige vejledninger til både dyrkning og anvendelse i køkkenet, og det er jo helt galt, så derfor - velkommen til ;-)

Velkommen til flerårigegrøntsager.dk

Hvad er flerårige grøntsager?

Flerårige grøntsager er spiselige planter, som lever i flere - ofte mange - år, modsat de fleste grøntsager, vi kender fra supermarkedet, fra køkkenhaven og fra kogebøgerne, som både bliver sået og høstet samme sæson. Du kender den flerårige vækst fra buske, træer og stauder, som går i dvale om vinteren, men vokser sig større og større for hvert år, og den eneste forskel over til flerårige grøntsager er sådan set et fokus på plantens anvendelighed som mad for os mennesker.

Hvorfor flerårige grøntsager?

Fordi det er nemt. Og fordi de kan tilføre din mad en hel masse smagsnuancer, som er svære at finde på supermarkedets hylder. Og fordi du kan høste allermest af dem i foråret, hvor de enårige først lige er ved at spire frem. Med andre ord kan du forlænge sæsonen for friske grøntsager i din have væsentligt, ved at dyrke både enårige og flerårige grøntsager. Derudover er flerårige grøntsager meget mere tolerante overfor fx lange perioder uden regn, fordi rodnettet er kraftigt og stikker dybt ned, og de kan således sagtens selv finde vand i perioder hvor de enårige bukker under uden kunstig vanding. Og så kan flerårige planter - spiselige eller ej - noget ret sejt, nemlig lagre kulstof i jorden og dermed være med til at mindske mængden af CO2 i atmosfæren. Og ved at dyrke selv - om det er flerårige eller enårige - undgår du klimabelastende transport af dine fødevarer.

Plantebeskrivelser

Se beskrivelse af mange flerårige grøntsager.

Hvor kommer de flerårige grøntsager fra?

Altså, de kommer jo tydeligvis ikke fra supermarkedet, for så ville de jo være mere almindelig kendt, og de ville være en del af vores madkultur. Men mange af de flerårige grøntsager er faktisk gamle kulturplanter, som var almindelige at dyrke på landet for mange år siden. I takt med at mange flyttede til byerne og ikke længere selv dyrkede meget af sin mad, forsvandt mange spiselige planter i glemslen. Og i og med at de ofte ikke kan holde sig længe nok til at være rentable for butikkerne (de siger det ikke højt, men  tidsmæssigt er der altså et stykke vej fra jord til bord), bliver hylderne fyldt med ‘medgørlige’ grøntsager.  Andre flerårige grøntsager findes vildt i den danske natur, men da det jo kan være et større projekt at tage ud i naturen og sanke til aftensmaden sådan på daglig basis, giver det god mening at lade nogle vilde spiselige planter flytte ind i haven, hvor de er nemme at høste. En del flerårige grøntsager kommer fra fjerne himmelstrøg, men trives fint i det danske klima.

Hvordan dyrker man flerårige grøntsager?

De fleste flerårige grøntsager er forholdsvis ligetil at dyrke fra frø eller ved stiklingeformering, men de kræver ofte en hel del tålmodighed, fordi mange frø gerne vil ligge vinteren over i kold jord for at spireevnen bliver vakt, og derefter bruger mange flerårige grøntsager første vækstsæson på at etablere sig og danne et solidt rodnet. Det vil sige, at der for mange flerårige planters vedkommende går halvandet til to år, før du kan begynde at høste noget nævneværdigt. Vil du gerne hurtigere i gang, findes der efterhånden en del specialplanteskoler rundt omkring i landet, som sælger flerårige grøntsager i potter, og på den måde kan du halvere din ventetid.

flerårigegrøntsager.dk